Spring til indhold

Pressemeddelelse: Årsrapport 2020



Himmerlandskød leverer solidt resultat for 2020 trods udfordrende vilkår

Efter et udfordrende år præget af stor uforudsigelighed grundet COVID-19, leverer Himmerlandskød et solidt resultat for regnskabsåret 2020 i det nyligt fremlagte årsregnskab. Resultatet før skat stiger fra 30,0 mio. kr. i 2019 til 38,8 mio. kr. i 2020, mens omsætningen stiger 31,6 mio. kr. Ledelsen kalder resultatet meget tilfredsstillende. Med årets resultat, likviditet og soliditetsgrad er Himmerlandskød dermed rustet til fremtidens nødvendige og store investeringer og de generelle udsving i markedet.

Årsager til fremgang

Det gode resultat er en kombination af flere forhold. ”Vi er kommet fornuftigt gennem coronakrisen blandt andet på grund af et øget salg til en bred vifte af detailkæder sammenholdt med, at vi gennem godt købmandskab har været gode til at gribe og opsøge nye forretningsmuligheder. Det har været muligt, fordi vi har en meget omstillingsparat organisation, og medarbejdere, der har været gode til at se muligheder fremfor begrænsninger. Det betyder, at Himmerlandskød er solidt rustet til fremtiden, selvom COVID-19 fortsat skaber en vis usikkerhed om den nærmeste fremtid”, forklarer Adm. Direktør Lars Andersen. Samtidig er resultatet løftet i forhold til sidste år, idet Himmerlandskød har budt flere landmænd velkomne, hvilket har resulteret i en stigning i slagteantallet på 6% og dermed en endnu mere effektiv anvendelse af produktionsapparatet. ”Det ligger os meget på sinde, at vi har et godt og troværdigt samarbejde med vores landmænd. Vores landmænd har derfor flere år i træk modtaget en konkurrencedygtig afregningspris, og det arbejder vi kontinuerligt med at holde fast i”, fortæller Lars Andersen.

Nyt hudeselskab: Norilia Nordic

I april 2020 etablerede Himmerlandskød sammen med norske Norilia det fælles hudeselskab Norilia Nordic, der tilbyder nordiske huder og skind fra Norge, Sverige og Danmark. Efter en svær start, hvor verdensmarkedet for huder på daværende tidspunkt gik helt i stå, er der nu optimisme at spore og store synergier ved samarbejdet med Norilia. ”Gennem vores ejerskab i Norilia Nordic kan vi til fulde optimere og udnytte salget af de nordiske kvalitetshuder og øge vores konkurrenceevne”, udtaler Lars Andersen. Norilia Nordic markedsfører og sælger nordiske kreaturhuder og skind fra både Himmerlandskød og Norilia til den internationale garveri-branche -heriblandt til kunder, der producerer luksusprodukter, såsom håndtasker, bælter, sko og møbler.

Investeringer i fremtiden

Himmerlandskød står overfor to store investeringer i 2021 med udvidelsen af opskæringsfabrikken i Farsø, som allerede er påbegyndt, og ventes færdig til sommer samtidig med opførelsen af et nyt, moderne slagteri i Aalestrup, der påbegyndes i foråret 2021 og ventes færdigt i 2022. Begge investeringer sker for at imødekomme det stigende antal landmænd, der ønsker at levere til Himmerlandskød samt fremtidssikre virksomheden ved at højne kvaliteten af slagtninger og ikke mindst skabe et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne. ”Det glæder os at se, at, så mange landmænd vælger at samarbejde med Himmerlandskød og med vores nye storslagteri i Aalestrup og udvidelsen af faciliteterne i Farsø, så konsoliderer og sikrer vi virksomheden til fremtiden, så vi fortsat kan tilbyde vores landmænd konkurrencedygtige afregningspriser”, afslutter Lars Andersen.

Kort om Himmerlandskød

Himmerlandskød er Danmarks næststørste slagteri- og opskæringsvirksomhed af okse- og kalvekød med 195 medarbejdere. Andelen af landsslagtninger er på 26 %. Himmerlandskød afsætter produkter primært i Danmark samt i Europa. Himmerlandskøds produkter kan findes både hos danske detailkæder, slagterbutikker over hele Danmark samt hos danske Foodservice-grossister.

Se hele Himmerlandskøds årsrapport 2020 her.

For yderligere information:

Kontakt venligst: Adm. Direktør Lars Andersen tlf. +45 23 84 92 33 · lra@himmerlandskoed.dk.