Verdensmål
Verdensmål
Hos Himmerlandskød ønsker vi at bidrage til at fremme FN’s verdensmål inden for de områder, hvor vi mener, at vi som en ansvarlig fødevarevirksomhed kan og skal gøre en forskel.
Det betyder, at vi i de kommende år vil arbejde yderligere på at integrere følgende to verdensmål:
- Nr. 11 Bæredygtige byer og lokalsamfund
- Nr. 12 Ansvarligt forbrug og produktion
Mål 11
Verdensmål nr. 11 – Bæredygtige byer og lokalsamfund er udpeget som et særligt fokusområde, da vores nye slagteri er beliggende i lokalsamfundet i Aalestrup i Himmerland, hvor det hele startede for over 100 år siden.
Vi sætter pris på vores nærområde, og vi er glade for, at det nye slagteri kommer til at bevare og skabe arbejdspladser i et mindre lokalsamfund – arbejdspladser, der kan være med til at understøtte udviklingen af lokalsamfundet.
Slagteriets placering i Aalestrup betyder også, at vi fortsætter med at have relativ kort afstand til vores leverandører og herved er med til at skabe en mere bæredygtig produktion af fødevarer.
Mål 12
Verdensmål nr. 12 – Ansvarligt forbrug og produktion er ligeledes et vigtigt område for Himmerlandskød i forhold til, hvordan vi bruger vores ressourcer bedst muligt og med mindst mulig miljøpåvirkning. Det betyder, at vores tiltag i produktionen er en del af vores mål om at skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion. Med opførelsen af vores nye slagteri i Aalestrup i 2022, der samler tre slagterier, administration og hudehåndtering under ét tag, ligger der et stort forbedringspotentiale på adskillige områder.
Helt konkret betyder det:
• En markant reduktion af den interne transport mellem afdelinger
• Et forventet reduceret energiforbrug fra én lokation i stedet for fem samt anvendelse af overskudsvarme
• Et forventet reduceret vandforbrug ved hjælp af vandbesparende løsninger
• Indkøb af bæredygtige energikilder – eks. levering af varme fra AN Energi i Aalestrup, hvor en fjerdedel af varmen produceres på solfangere. Som brændsel anvendes lokal bark og savsmuld (restprodukter fra savværker)
• En optimeret udnyttelse af hele slagtedyret og minimering af spild
I forlængelse heraf har vi nået vores mål om, at størstedelen af vores slagteriaffald omdannes til biogas i nærområdet til brug af bæredygtig energi. Vi gør os umage for at anvende så meget af slagtedyret som muligt – enten som fødevarer, dyrefoder eller energikilde, så vi derved undgår spild.
Derudover arbejder vi løbende på at minimere den miljømæssige påvirkning fra vores produktion gennem fortsat reduktion af forbrug af vand, energi, rengøringsmidler og kemikalier samt reduktion af spildevandsudledning og forbrugsmaterialer. F.eks. fremstilles alle kødbakker, der anvendes på vores opskærings- og forædlingsfabrik i Farsø, af genanvendt og genanvendeligt PET-plast.